Hvordan foregår terapi?

Hvordan foregår terapi og terapeutisk behandling?

Når jeg møder børn, unge og forældre første gang til en snak om, hvorvidt terapi kan hjælpe dem, indleder jeg altid med en forsamtale. En forsamtale går ud på, at jeg skal spore mig ind på barnet/den unge og de problemstillinger vi skal arbejde med. Uden undtagelse, er der altid en eller to bekymrede forældre med til sådan en samtale. Ofte er mor og far bekymrede og har brug for et par professionelle øjne på udefra, som kan vurdere om der er grund til bekymring. Måske er der er tale om forbigående ængstelighed, generthed eller forsigtighed, eller måske er der tale om ”noget” som kan behandles med terapi.

Samtidig skal jeg lære barnet/den unge lidt at kende og få en fornemmelse af, hvordan jeg kan gribe arbejdet med udfordringerne an. 

Ind imellem er barnet/den unge selv slet ikke bekymret og synes faktisk, at mor og far overdriver hvor slemt det står til.

Bare rolig, det er helt normalt

Nogen gange ender jeg med at berolige forældrene med, at det deres barn oplever er en hel normal reaktion på en presset situation, og at det nok skal blive bedre om kort tid. Det kan også være, at jeg konkluderer, at det er helt normalt at være så nervøs, bange, ængstelig, genert eller tilbageholdende. Alligevel kan der være fornuft i at arbejde med det der udfordrer, for at det ikke skal udvikle sig til et reelt problem. I så tilfælde er det rigtig godt, at familien er kommet tidligt. Så vi kan nå at gribe barnet/den unge inden det udvikler angst eller depression.

Endelig kan det også være, at vi sammen konkluderer, at det barnet viser symptomer på i virkeligheden handler om uhensigtsmæssige mønstre derhjemme.  Af mange forskellige årsager kan man som familie komme ind i en skæv rutine, hvor gode, anerkendende måder at være sammen på afløses af skænderier, skæld ud og dårlige vaner. I så fald er det forældrenes ansvar at ændre på det og så er det her vi sætter ind med samtaler og sparring.

Angst behandling

Efter den indledende samtale beslutter familien i samråd med mig, om det er en god idé at begynde et terapiforløb, fx angst behandling. Her er det vigtigt, at familien snakker om, om barnet/den unge har lyst til at snakke med mig om det. Det kan jo være, at barnet/den unge ikke gider snakke med ”den der dame”. I så fald er det bedre at finde én, som passer bedre til barnet/den unge. Ingen voksen passer til alle børn. Da fortroligheden og relationen mellem barnet/den unge og mig er afgørende for at behandlingen lykkes, er det vigtigt tidligt at finde ud af om jeg er den rette til at hjælpe.

Desuden skal jeg beslutte hvilken form for fx angst behandling jeg vurderer er bedst egnet i det pågældende tilfælde. Her vælger jeg altid en behandling indenfor den kognitive terapis rammer, og det kan enten være kognitiv adfærdsterapi eller metakognitiv terapi. 

Herefter følger et samtaleforløb, hvor jeg enten taler alene med barnet/den unge eller med mor og far som deltagere i samtalen. Når der er tale om børn under 12 år er forældrene stort set altid med i hele samtalen. Nogen gange er de med noget af tiden, andre gange hele tiden. Jo ældre børnene er, jo oftere har jeg samtaler kun med barnet/den unge.