Terapi
Hvordan foregår terapi?
Hvordan foregår terapi og terapeutisk behandling?
Når jeg møder børn, unge og deres forældre første gang, starter vi altid med en forsamtale. Forsamtalen har to formål:
- Jeg får mulighed for at lære barnet eller den unge at kende og forstå de problemstillinger, familien søger hjælp til.
- Barnet eller den unge får mulighed for at se mig an og mærke, om det føles trygt.
Til forsamtalen deltager som regel en eller begge forældre. Mange forældre kommer med bekymringer og ønsker professionelle øjne på, om der er grund til at reagere. Nogle gange viser det sig at handle om forbigående ængstelighed, generthed eller forsigtighed, og andre gange er der brug for et terapeutisk forløb.
Er det altid nødvendigt med terapi?
Ind imellem kan jeg berolige forældre med, at det er helt normalt, at børn og unge kan være stressede, nervøse, bange eller generte i perioder. I mange tilfælde bliver det bedre af sig selv.
Men mange familier, der kontakter mig, har oplevet problemer gennem længere tid. De fleste har taget tilløb, før de søger hjælp, og derfor er der ofte god grund til at begynde et samtaleforløb.
Andre kommer meget tidligt, hvor bekymringerne måske ikke fylder så meget endnu – men hvor det stadig kan være en fordel at tage fat, før problemerne vokser sig større.
I nogle tilfælde, særligt i forhold til små børn, hænder det, at vi arbejder med forældresamtaler og sparring, hvor fokus er på at ændre uhensigtsmæssige rutiner og skabe nye, positive mønstre i familien.
Samtaleforløb med børn og unge
Efter forsamtalen beslutter vi sammen, om det er en god idé at starte et egentligt samtaleforløb. Det er vigtigt, at barnet eller den unge selv har lyst til at tale med mig, da tillid og relation er afgørende for, at terapien lykkes.
Jeg vurderer også, hvilken form for behandling der passer bedst til problematikken:
- Kognitiv adfærdsterapi
- Metakognitiv terapi
- Hypnoterapi / hypnose
Samtaleforløbet kan foregå på forskellige måder:
- For børn under 12 år deltager forældrene som regel i hele samtalen.
- Nogle gange er forældrene med i en del af samtalen.
- Jo ældre barnet eller den unge er, desto oftere foregår samtalen alene med mig.
Hvad kan du forvente?
Et terapeutisk forløb er altid individuelt tilpasset barnet, den unge og familien. Formålet er at skabe bedre trivsel, nye redskaber og større tryghed i hverdagen – både for barnet eller den unge og forældrene.