Bassefisker • skolevægring • mit barn vil ikke i skole

Skolevægring

lider mit barn af skolevægring?

Har mit barn skolevægring?

Lider mit barn af skolevægring? Mit barn har rigtig meget skolefravær!

Sådan starter mange af de mails og telefonopkald jeg får fra forældre. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre” lyder det ofte. Karen er mor til Anton på 11 år, som over et stykke tid kom mindre og mindre i skole og nu ikke har været i skole i 6 hele uger. Netop det – at man som forælder bliver fortvivlet og ikke aner sine levende råd, er ofte grunden til at, barn og forældre sidder i min børne- og unge klinik i Roskilde. ”Skal jeg tvinge mit barn i skole?” spurgte Karen ”når nu det er så svært for ham, skal jeg så ikke som mor passe på ham og ikke tvinge ham til noget han ikke vil?”.

Går skolevægring over af sig selv?

Nogen gange hjælper tid i sig selv på skolevægring. Men der kan gå meget lang tid! Som regel har børn og unge brug for hjælp til at komme tilbage til skolen, hvis de har været væk længe.

Der er desværre ingen enkle svar på, hvad det præcist er, der skal til. Sammen må vi undersøge, hvad det er ved skolen, som driller. Sammen med Anton og Karen begyndte jeg derfor at undersøge ”hvor problemet bor”. Problemet kan bo flere forskellige steder; i skolen, blandt vennerne, hjemme, i fritiden eller inde i barnet eller den unge selv, i form af bekymringer, ængstelighed, og ubehag.

Hvor bor problemet?

I skolen?

Hvis problemet bor i skolen, må vi have skolen på banen. Skolen har muligvis allerede gjort det, som lige lå for, men nogen gange er det små justeringer i lærernes indsats, som gør en stor forskel. Det kan forældrene selv snakke med skolen om, eller vi kan gøre det sammen, på et fælles skolemøde. Nogen gange kan barnet/den unge selv pege på noget i skolelivet, som opleves utrygt. Jeg hører mange beretninger om støj, kaos og uoverskuelige skoledage. Der er meget der kan justeres på, og det kan vi som regel få et godt samarbejde med skolen om.

I familien?

Hvis problemet bor i familien, må vi sammen se på, hvordan vi kan hjælpe familien til bedre vaner, rutiner og måder at være sammen på. Når man har et barn, som har det svært, kan man som forælder nogen gange i bedste mening komme til at gøre udfordringerne værre. Det kan man fx hvis man som familie, får nogle ikke-hjælpsomme vaner. Det kan være man har fået en vane med at skælde ud og skændes med barnet/den unge, eller lade barnet/den unge slippe for alle pligter hjemme. I mange familier kan der også nemt udvikle sig et mønster med overbeskyttende forældrestil, fordi man på forhånd gætter på hvad ens barn ikke kan klare. Det kan nogen gange være en god idé at have forældresamtaler uden barnet. Det er altid de voksnes ansvar at ændre på vaner og rutiner, som er kommet i skred, og det kan vi nogen gange bedst tale om uden barnet.

I Anton?

Hvis problemet viser sig at bo i Anton, det vil sige, hvis Anton har udviklet angst, uden der er en egentlig årsag, skal vi arbejde terapeutisk med at behandle Antons angst.

Der er flere forskellige former for angst, som kan drille i forbindelse med skolevægring. Generaliseret angst, separationsangst, social fobi og OCD er de typer af angst, som jeg oftest støder på. Når der er angst på spil, er der som regel andre ting end netop skolen, som er svære. Det kan fx være: at tage til store familiefester eller andre arrangementer udenfor hjemmet, at sove alene på værelset, spise på restuarent, at være alene hjemme eller måske at skulle passes af andre end mor og far.

Uanset hvilken af disse typer af angst, der er på spil, så er der hjælp at hente i den kognitiv terapi.

I den samtaleform får både barnet/den unge og forældrene nogle nyttige redskaber på rejsen mod at få styr på angsten.

Når skolefraværet er LØSNINGEN på problemet

På trods af omfattende skolefravær er de fleste af de børn jeg møder, rigtig glade for deres skole. De synes, de har gode lærere, som de er trygge ved. De har flere gode venner i klassen og har aftaler udenfor skole. De kan ikke pege på at noget i skolen er utrygt eller kunne være bedre. Alligevel er det svært at komme i skole, og de voksne omkring dem kan begynde at tale om, at de lider af ”skolevægring” eller har ”højt skolefravær”. Som regel er de voksne omkring børnene mere bekymrede end børnene selv. For børnene/de unge er selve skolefraværet ikke et problem. Det er derimod løsningen på et problem. Når der er alt for svært og giver alt for meget ubehag at kæmpe sig i skole, er det oplagt at undgå skolen, som fremkalder så stort ubehag.

Trods dette vil langt de fleste børn og unge virkelig gerne kunne få i skole. Derfor er der altid håb og ofte også megen motivation fra barnets/den unges side i forhold til at komme i skole igen. Vi skal “bare” hjælpes ad med at få det til at lykkes.